Også i den hvide runde er det virkelig svært at vælge, men det skal jo gøres, når man har lyst til at være med i Moseplassens X-faktor 2015.
Mit hvide bidrag er Camassia leichtlinii 'Alba'/Prærielilje. Efter min mening en virkelig fin løgplante, der kommer med høje spir i juni. Den findes i flere farver og vil pynte alle steder. Lige nu forstår jeg faktisk ikke helt at jeg ikke har sat flere i efteråret. Her i haven er den trofast og dukker op hvert år.
Flere hvide fra arkivet
Valmue/Papaver orientale 'Perrys White' og Eucomis autumnalis. Eucomis var for mig kærlighed ved første blik, den ramte mig hårdt og lige i hjertet i maj 2013. Som så mange andre elsker jeg at se BBC Gardeners World, min favoritvært er Carol Klein og hun viste et bed med Eucomis 'Sparkling Burgundy' - jeg var fuldstændigt solgt. Straks måtte jeg lede og fandt den heldigvis. Siden udvidede jeg med Autumnalis og Bicolor (den med pletter på billedet), købt som løg i et supermarked og der er 3 nye på vej i år, jeg glæder mig ret meget. Eucomis er ikke fuldt hårdføre i Danmark og er nok en af de planter man enten elsker eller elsker at hade.
Og min højtelskede hvide Ridderspore/Delphinium P. 'Galahad'
Og så lige denne Euphorbia 'Diamond Frost', jeg er lidt på halen over at den holdt ud så længe sidste år, billedet er taget 20. november 2014
Det er faktisk ret sjovt at gå på skattejagt i arkivet på denne måde.