Jeg har forsøgt at fortælle dem at jeg ikke er helt klar, de hedder høst-anemoner, jeg er ikke færdig med sommeren.
Men de lyttede ikke - og nu, hvor de står der og viser sig frem.....
...ja, så skulle man jo være et skarn....(lidt svært at fotografere dem i høj sol, der er de bare skønnest i vores have). Faktisk er jeg også ret taknemmelig, for netop de bede, hvor de trives, de ligger mod syd og har været en ørken badet i sol hele sommeren, så jeg havde frygtet lidt for deres trivsel.
Nicotiana 'Marshmallow' har blomstret siden starten af juni og bliver ved, det er bestemt en sommerven, der er kommet for at blive her i haven, (inspirationen Claus Dalby).
I år blomstrer vores staudeclematis for alvor - den har den herligste duft. Den er købt hos Kirsten og er fra hendes hånd, så den hedder vist Kirsten. Oprindelig ville hun lukke, men det ser ud til at hun stadig har åbent.
Purpursolhattene i vores have mod syd er visnet helt ned, de har ikke klaret tørken, men dem, der står mod nord og dermed i skygge af huset mv. i middagssolen, de har det rigtigt godt. Præcis disse ovenfor får faktisk kun morgensol, om aftenen står de i skyggen af en (meget) stor buksbom
- og det er så den man kan ane her, den er ikke klippet i år, da desværre var præcis her solsorten valgte at bygge rede. Første unge døde desværre, så det trak ud og må udsættes til næste år.
Til slut - de sidste ferskner på vores fersken træ. Der er sent modne i år og det var desværre hårdt ved dem, da det blæste så voldsomt den anden dag. Men der har været mange i år.